Af hundeadfærdsbehandler Merethe Børgart www.hundepoten.dk
Holistisk behandling af hunde
Holistisk eller helhedsorienteret behandling af hunde, er for mig at se den bedste måde at få løst problemer og udfordringer med.
Som hundeadfærdsbehandler er det dog ikke kun hunden som behandles, men jeg kigger på hele samspillet mellem hund og ejer, spørger ind til hvornår problemet er opstået, hvilke ting der gøres og ikke gøres, og bruger det hele i vejledningen for at få det løst.
Derudover kan der ligge store fordele i at kigge på hvilket foder hunden får, hvordan den omsætter det – og den vej rundt, hvordan den fremstår i pels og øjne. Dertil kommer hundemassage. Det er et utrolig godt supplement til både adfærdsmæssige udfordringer, og som ren og skær velvære til den velfungerende hund. Selve massagen giver øget velvære bl.a. fordi der sker en øget blodcirkulation, som gør at ilt og næring bedre optages af organerne, affaldsprodukterne udskilles hurtigere og selve immunsystemet styrkes.
Massage er også afslappende for nervesystemer, og giver derfor mindre stress, nervøsitet og aggressivitet. En god indre balance er med til at skabe en god ydre balance.
Det er min overbevisning at man ikke kommer langt med symptombehandling, det kan måske dæmpe i kort tid, men problemerne vil vende tilbage, hvis man ikke kommer hele vejen bagom grunden til de opståede problemer, og får behandlet/løst det.
Det kan betyde at der er vaner og rutiner i ens dagligdag, som kan være hensigtsmæssige at ændre i forhold til hunden. Nogle ting skal man måske gøre mindre af, og nye ting og aktiviteter kan sættes ind i stedet.
Måske skal man ind og kigge sig selv i spejlet også, hvorfor gør jeg som jeg gør, som hundeejer – hvad er baggrunden for mine valg – kan jeg gøre noget anderledes, som kan bedre livet for mig selv og dermed også min hund? Jo bedre kontakt man er i med sig selv, jo større mulighed er der for at kunne skille ens egne følelser fra hundens, og dermed kan man give hunden, netop det som den har behov for. |